Astrofoto er en langsommelig affære. Når først teleskopet er stillet ind og der er fokuseret er der en vis rytme. Ofte tager man mange fotos med lang eksponeringstid (fx 20 billeder af 2 minutter), og så er rytmen:
- Lås spejlet i kameraet fast
- Vent på at teleskopet stabiliserer sig
- Start eksponering
- Vent 2 minutter
- Stop eksponering
- Og så forfra
To minutter er lige netop længe nok til at man ikke gider gå indenfor... Og derfor bliver man ude i kulden. Det må kunne automatiseres.
Denne fototimer gør alt det ovenstående med mit Canon EOS 350D. Man indstiller bare hvor mange billeder der skal tages og hvorlænge hvert billede skal eksponeres, og så kan man ellers gå ind i varmen imens - eller kigge i en anden kiggert, der er jo nok at se på.